
Mange er lidt i tvivl om, hvad der egentlig sker, når de booker en udkørende fodbehandling. Derfor får du her et ærligt indblik i, hvordan det foregår – helt nede på jorden.
Når du booker en tid, aftaler vi et tidspunkt, der passer dig. Jeg kører ud til dig og ankommer typisk indenfor +/- 30 minutter af den aftalte tid – det giver lidt fleksibilitet i forhold til trafik og dagens program.
Når jeg kommer frem, starter vi stille og roligt. Du bliver tilbudt et afslappende fodbad, mens jeg klargør mit udstyr, maskiner og lys. Det er vigtigt for mig, at du føler dig tryg og godt tilpas fra start.
Herefter kigger jeg grundigt på dine fødder. Jeg vurderer hud, negle og eventuelle problemområder, så behandlingen bliver tilpasset præcis til dig. Ingen fødder er ens – og det skal behandlingen heller ikke være.
Selve behandlingen går derefter i gang. Den kan vare alt fra 20 til 75 minutter, afhængigt af dine behov. Det kan være alt fra:
- Fjernelse af hård hud og ligtorne
- Behandling af negle
- Aflastning af trykpunkter
- Generel pleje og velvære
Undervejs forklarer jeg gerne, hvad jeg gør – og hvorfor. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

Uddannet fodbehandler med over 15 års erfaring og mere end 8.000 behandlede fødder. Klaus tilbyder professionel, skånsom fodpleje direkte i dit eget hjem.
